Lystfiskeri efter fladfisk på Bornholm

Lystfiskeri efter fladfisk på Bornholm

Lystfiskeri efter fladfisk på Bornholm er både sjovt og spændende. Der er utrolig mange steder på Bornholm, hvor de velsmagende fladfisk kan fanges. Fladfiskene er forholdsvis nemme at narre og alle kan være med…

I denne artikel kan du læse mere om hvor og hvad med fladfiskene kan fanges.

Af/Jari P.

Fangstmetoder og fiskeudstyr

Med simpelt fiskeudstyr, såsom en let stang på f.eks. 5-8 fod, et hjul i str. 1000-2500 og en fletline på 0,10 mm. eller nylon på 0,28 mm. er man godt garderet til fiskeri efter fladfisk på Bornholm. Der er flere metoder og flere agn man kan anvende til fiskeriet, læs om dem her under:

  • Et alm. forfang med et lod og 2 kroge.
  • Èn enkeltkrog bundet i linen. – Læs mere under: Let fiskeri efter fladfisk i små havne på Bornholm.
  • Et blink som lod – uden trekrog – og en enkeltkrog bundet i linen længere oppe. – Se under aktivt fiskeri efter fladfisk.
  • Et færdigkøbt forfang med en “fladfiskeske” i enden, som lod. – Se under aktivt fiskeri efter fladfisk.
  1. De bedste agn til fladfiskene på Bornholm er silde- og og brislingestykker.
  2. Børsteorm.
  3. Tobis.
  4. Sandorm.

Let fiskeri efter fladfisk i små havne på Bornholm

I størstedelen af de små havne på Bornholm, kan man se fladfiskene ligge på bunden. Nogle af havnene er ikke specielt dybe og nogle er, men har lavvandede områder eller bassiner. Det oftest om foråret der er flest, færre om sommeren, og ganske få om vinteren. April må siges at være topmåneden.

De mange synlige fladfisk, kan fanges med en enkeltkrog og et lille stykke sild eller brisling og intet andet. Kan man dog se fladfiskene på dybere, klart vand, er det en fordel at belaste med evt. et lille blink eller et lille lod for, at komme hurtigere ned til de ventende, flade rovfisk.

Af gode havne til denne form for fiskeri kan nævnes:

– Sandvig Havn. – Årsdale Havn. – Vang Havn. – Teglkås Havn. – Helligpeder Fiskerleje, Hammerhavn.

Aktivt lystfiskeri efter fladfisk på Bornholm

Fladfisk, uanset hvilken “variant” der er tale om, altså uanset om det er en rødspætte, skrubbe, pighvar m.fl., er alle rovfisk. De spiser hovedsageligt mindre fisk, rejer, krabber, samt diverse insekter m.m.

Fladfiskene på Bornholm er ingen undtagelse. Det er ofte nemmere at få dem til at hugge på en bevægende agn, frem for en der er fisket statisk, liggende stille på bunden.
Når man fisker aktivt finder man også flere fladfisk. Det siger sig selv, at når der ledes, så findes fiskene langt hurtigere end hvis man sidder og venter på, de selv kommer til en.

Ofte er det bedst at fiske aktivt over ren sandbund eller bund bestående af smågrus. Når der rulles stille ind henover bunden, forøges chancen for at sidde fast. En tangbusk eller større sten, er en sikker vej til, at miste alt man har for enden af linen.

Brug gerne et blink for enden af forfanget, samt én eller 2 kroge længere oppe ad linen. Blinket kan være uden eller med tre-krog for enden, men er der meget at sidde fast i, piller man trekrogen af. Blinket fungerer nu kun som et lokkende element i fiskeriet. Kan det lade sig gøre at fiske med tre-krogen på, så gør det. Fladfiskene hugger også meget gerne på et blink – uanset fladfiskeart.

Man kan selv lave sit forfang, men det er også muligt, at købe et færdiglavet forfang til fladfisk, med en såkaldt fladfiskeske for enden. Ikke et blink, ikke et lod, men en form for ske. Skeen fås i mange varianter, men den mest kendte og benyttede er den der hedder, Buttlöffel.
Skeen banker ned i bunden under indspinningen og det tiltrækker fladfiskene til krogene med madding på.
Forfanget med både kroge og ske kan købes i de fleste butikker i landet.

Husk at fiske helt nede ved bunden, så agn og ske, blink eller lod, roder lidt op i sandet eller smågruset, når der spinnes ind.

Lystfiskeri efter fladfisk på Bornholm generelt

Uanset hvor man står ved den bornholmske kyst, er det muligt at fange fladfisk. Det samme gælder ved de bornholmske havne. Man kan både stå og kaste fra klipperne, en af de mange stenkyst-strækninger eller fra stranden med det fineste sand.
Et ganske almindeligt forfang med et lod og 2 kroge er nok, men som der står beskrevet ovenover her, er der også andre muligheder.

Agnfisk – sild, tobis og brisling, kan ofte købes i grejbutikkerne på Bornholm. Check Point Marine har brisling året rundt. Se butikken: Klik her..

Obs: Når der fiskes fra de bornholmske klipper, skal man forvente, at der de fleste steder også er klipper under vandet. Kast efter de bare pletter/de lyse pletter i bunden, for ikke at sidde fast eller miste hvert eneste forfang der kastes ud.

Rigtig god fornøjelse.


Læs mere om de bornholmske havne, hvori og fra, man kan fange fladfisk: Havne på Bornholm…