Jydeskæret
Jydeskæret er en lille lækker fiskeplads på øst/nordøstsiden af Bornholm. Havørrederne er sjældent mange, men de der er, er der til gengæld ofte – under de rette forhold. Nogle dage er der store fisk på pladsen, typisk morgen og aften eller midt på dagen, under højvande og i overskyet vejr. I ly af mørket så at sige.
Man kan både gå til højre og til venstre fra parkeringspladsen lige ved vandet, men vejen mod nord/venstre er at foretrække. Der er tit og ofte havørreder udfor stenstranden og klipperne derefter. Typisk er der tale om godt fiskeri i vinterhalvåret. Sen efterår, vinter og tidlig forår.
Frem til, og nogle år, med maj.
Område + parkering ved Jydeskæret
Denne fiskeplads ligger ca. 600 meter sydøst for Stammershalle Badehotel ved Bådsted Havn.
Der kan parkeres her: Parkering
Der er max. plads til 2 biler. Hold fri af vejen.
Tilgængelighed
Pladsen er let tilgængelig. Man kan fiske fra land langs det meste af strækningen, men nogle steder kan det betale sig at vade ud igennem vandet og ud på klipperne. Man skal gå nedenom den private have, langs vandet fra havnen.
Fredningsbælter ved Jydeskæret
Man skal være opmærksom på det fredningsbælte der er på fiskepladsen ved Møllegård Bæk, som gælder fra d. 16 september til den 15 januar. Læs mere om fredningsbælter her: Fiskeristyrelsen…
Årstider
Foråret og efteråret er bedst. Ikke mindst fordi, når fredningsbæltet er ophørt, kan man affiske meget mere af strækningen. Vintersæsonen de steder man kan fiske, kan også være givende. Her står havørrederne oftest langt inde, tæt under land. Hvorimod de også kan findes og fanges lidt længere ude, når vejret og vandet bliver varmere.
Anbefalede agn til denne fiskeplads på Bornholm
Efterår, vinter og tidlig forår: Brun, brun/hvid, brun/grøn, sort/rød, lyserød – på blink, kystwoblere og fluer.
Forår, sommer og tidlig efterår: Sølv, hvid, sølv/blå, hvid/grøn, sølv/grøn, sølv/sort – på blink , kystwoblere og fluer.
Læs også om denne fiskeplads, som er at finde lige ved siden af Jydeskæret: Standpladserne…