Vang

Vang er et lækkert område til kystfiskeri.

Vang er en ganske stabil fiskeplads til fangst af havørreder på Bornholm. Forår og efterår er at foretrække, men vinteren har også sine gode dage. I området findes både dybt og lavt vand tæt under land. Kysten er fuld af huller, sten i alle størrelser og blæretangsbuske. En vadestav er at foretrække, hvis man ikke er alt for sikker på benene.

Der skal ofte lange kast ud fra kysten for at fange en havørred her, men der er dage, hvor de er at finde og fange, helt inde ved stenene langs vandkanten.  Det er derfor både muligt at fluefiske og spinnefiske på pladsen.

Brune farver er gennemgående effektive i vinterhalvåret her. Både når det kommer til fluer, blink og kystwoblere. Læs mere om andre givende farver længere nede…

Område + parkering ved Vang

Denne fiskeplads ligger imellem Vang Havn og Vang Pier. Strækningen fortsætter syd for molen og i modsatte retning, nord for havnen.

Der kan parkeres her: Parkering

Tilgængelighed

Kyststrækningerne imellem og efter havnene, kan flere steder affiskes fra land. Nogle steder kan det være en fordel at have waders på, da man med dem kan vade ud forbi eller til, bælter af blæretangs-buske og fiske på den anden side af disse. Både på land og i vandet er der sten langs kysten. Mange af dem er glatte. Specielt dem tættest på vandet.

Fredningsbælter ved Vang

Der er ingen fredningsbælter, hverken imellem, før eller efter Vang Havn og Vang Pier.

Årstider

Året rundt kan man fange havørreder ved Vang – topsæsoner: Efterår, vinter, forår.

Anbefalede agn til denne fiskeplads på Bornholm

Sen efterår, vinter og tidlig forår: Brun, kobber, sort/rød – på blink , kystwoblere og fluer.

Forår, sommer og tidlig efterår: Sølv, hvid, sølv/blå, hvid/grøn – på blink , kystwoblere og fluer.

Læs om vinterfiskeri efter havørreder på Bornholm i denne artikel: Bornholm om vinteren…